LoveFitness

Hudærlige indlæg – langt om længe

Det er lang tid siden jeg sidst har lavet et indlæg, og de fleste af dem er med dagens træning eller træningsrelateret indhold. Jeg har længe gået og egentlig haft ønsket om at få gang i min blog igen, da jeg dels syntes jeg mangler at forklare hvorfor jeg har haft en lang pause, men også fordi jeg elsker at blogge. Pausen har varet næsten to år, og det må være på tide at jeg kommer lidt på banen igen. Her kommer lidt forklaring på hvorfor jeg stoppede så pludseligt. Fra at ligge træninger op næsten dagligt til at være helt væk kræver lidt forklaring syntes jeg. Håber at du har lyst til at læse lidt med her.

I 2016 havde vi hus til salg og planer om at skulle flytte til København. Noget som jeg havde set frem til RIGTIG længe. Jeg havde på dét tidspunkt et job som jeg var rigtig ked af, og kæmpede lidt i denne periode med lavt selvværd og humørsvingninger.

Lige præcist hvornår, det kan jeg ikke huske, men omkring oktober måned 2016 skete det nærmest fra den ene dag til den anden. BUM så var jeg oppustet og jeg lignede een der var gravid i 6. måned eller sådan noget (se det første billede).

Hvis man hele sit liv har levet med et lavt selvværd, og haft svært ved at acceptere sig selv som man så ud, så kan man sikkert forestille sig hvor svært det kan være, pludselig at ligne sit værste mareridt når man kigger sig i spejlet.

Jeg kunne ikke passe noget af mit tøj og det føltes svært at “være” i min krop. Som om at der var pustet luft ind i hele min mavehule. Lægerne kunne ikke rigtig finde ud af hvad det var, og da mange i min familie har haft kræft, så røg jeg igennem hele maskineriet. De ville tjekke for det hele, og det var bare fint med mig, men enormt hårdt fysisk og psykisk. Imens alt dette foregik, så fik vi ENDELIG solgt huset og skulle flytte til København i december 2016. Jeg fik i et nyt job i januar, hvor jeg desværre slet ikke kunne se mig selv være i, og samtidig så var alle de her undersøgelser og usikkerheden omkring mit helbred og fremtid. Derudover så var jeg flittig på nettet for selv at finde en mulig årsag til mine maveproblemer…. uha uha det skal man ikke. Jeg troede virkelig at jeg skulle dø af en eller anden form for kræft, for der var så mange og mine symptomer passede lige ind på flere af disse. Min læge sygemeldte mig, da jeg kunne simpelthen ikke opretholde facaden længere. Jeg kunne ikke længere finde fodfæste.

Lægerne fandt ikke noget kræft nogen steder heldigvis, men kunne stadig ikke fortælle mig hvorfor min mave artede sig sådan. Jeg blev testet for Gluten allergi, laktoseintolerence osv osv, men intet resultat. Jeg talte med en sygeplejerske, som selv havde haft lignende symptomer, og hun levede efter Lowfodmap, læs mere her, hvis du vil vide mere, og dét lød håndgribeligt og dét er lige mig.

Hun havde haft god effekt og anbefalede at jeg gik igang med en 6 ugers detox. Det gjorde jeg så og efter bare 5 uger……. skræmmende ik?

Det var for mig næsten for godt til at være sandt og jeg var jublende lykkelig og lettet. Dernæst stod jeg med to muligheder. Enten skulle jeg starte en introduktionsfase, der tager op til et halvt år og finde de eksakte madvarer der forårsagede hele balladen, eller bare prøve mig lidt frem i et meget stille og roligt tempo og tage de fødevarer tilbage som jeg havde savnet. Sidste mulighed valgte jeg at gå med. Jeg kunne jo til enhver tid altid detoxe igen, og kun spise dét jeg vidste nu virkede og samtidig gik jeg ikke helt i panik, hvis min mave pludselig lignede en giga ballon, for jeg kunne jo med lethed “fjerne” den igen ved så at udelukke dén fødevarer jeg havde testet.

Det store spørgsmål for mig er så nu; hvorfor opstod dét så lige pludseligt? Altså min oppustet mave. Var det fordi jeg var stresset over at være i et job jeg ikke var glad for? Var det min mentale tilstand der påvirkede mine tarme til at være intolerente for visse fødevarer eller bare generelt dysfunktionelle? Var det fordi vi i perioden op til, afprøvede forskellige diæter og tarmene blev stressede (altså ikke noget jeg ved findes), eller noget helt fjerde? Det er svært at komme med et entydigt svar på dette, for det hele skete indenfor et lille års tid og ja det ene udelukker jo heller ikke det andet. Èn ting er jeg helt sikker på. De tarme er et spejl på hvordan man har det både fysisk og psykisk. Jeg er SÅ klar på at lytte til dem fremover. I have learned my lesson 🙂

Kropsideal

Når man som mig i mange år efterhånden har brugt utallige timer i et fitnesscenter, stået foran kameraet og lavet træningsvideoer og været fokuseret på min fremtoning, så gik denne store ballon af en mave ikke så godt i spænd med at stå i en lille top og stramme træningsbukser. Hvis jeg før i tiden har haft det svært med at acceptere mig selv som jeg var/er, så blev det bestemt ikke bedre nu. Jeg stoppede med at lave træningsvideoer, da jeg ingen lyst havde til at stille mig foran et kamera ,når jeg havde det så dårligt med min fysiske fremtoning, og blev på en eller anden måde meget fokuseret på dette sådan generelt. Jeg fik mig vist lidt af en meltdown og så blev det et mål for mig, ja næsten en besættelse; at være slank (læs; tynd).

Her på det her billede (taget nogle få måneder efter) kan man se at jeg ikke har meget fedt tilbage på kroppen. Træner 6 gange om ugen derhjemme både HIIT og yoga, og jeg skal da indrømme, at det er meget tilfredstillende for mig at være tynd, men det er dæleme ekstremt hårdt arbejde og slet ikke dét værd. Alle de restriktioner og det intense fokus der er så altopslugende, at det resulterede i, at det var svært for mig at være social og bare agere helt afslappet i min dagligdag. Jeg var nødt til at tælle kalorier for at holde fedtprocenten nede, og jeg var helt vildt fokuseret på hvilke madvarer der var gode og hvilke der var dårlige for mig (læs; hvilke fødevarer der gjorde mig tyk og hvilke der ikke gjorde) hvilket jeg jo godt vidste/ved inderst inde, slet ikke har noget med dét at gøre. Men det var min måde at have kontrol og samtidig opnå en krop jeg kunne være stolt af, og få en følelse at være en succes. Jeg er godt klar over at det lyder fjollet og det er også med bankende hjerte at jeg offentliggøre dette indlæg, for hvad tænker folk om mig når de læser dette, men det er vigtigt for mig at dele, da jeg er 100 % sikker på at der er mange som har det som mig.

Vægttabet glemmer man bare helt at fejre, da man jo aldrig er tilfreds og man er allerede igang med at skabe endnu højere mål for sig selv, og følelsen af at være en succes fader hurtigt. For som så mange så klogt har sagt, så er det jo ikke det ydre det handler om, men følelsen indeni der driller. Og så er det jo en lost-case hvis man ikke kigger indad istedet for, og arbejder med dét istedet. Fokus havde helt sikkert skiftet karakter sådan ubemærket hen ad vejen, og til den lidt mindre heldige side, set i bakspejlet. Men vigtig for mig at pointere at det hele hænger sammen, og at alle de små bump på vejen er med til at lære os noget om os selv. Min krop fortalte mig at noget var galt og jeg lærte en masse om mig selv på rejsen hertil hvor jeg er i dag.

Det sidste år jeg jeg levet efter 16:8 og det kan du læse om her. Det har givet mine tarme pause (16 timer) på et døgn og jeg har derved også nemmere kunnet styre mit daglige kalorieindtag. Men det holder mig fast i restriktiv spisning, og det vil jeg gerne væk fra på sigt. Jeg vil snart starte på at spise mere antiinflammatorisk for mine tarmes skyld, og efter Sense principperne for at kunne styre mit madindtag, men forklaring og uddybning kommer i et andet indlæg snart. Håber du syntes det var interessant at læse med. Giv gerne din mening til kende og spørg endelig hvis du vil have uddybet noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.